Log på Kontakt Forside
Obligatorisk syn af sprøjteudstyr 

Forslagene er blevet til i en arbejdsgruppe med folk fra både maskinbranchen, landbrugs- og gartnerierhvervet og staten.

Rapportens anbefalinger vil indgå i overvejelserne til et kommende lovforslag om syn af pesticidudbringningsudstyr. De nye regler skal være på plads senest i december 2011.

Syn af sprøjteudstyr til gavn for natur og miljø
Hensigten med at gennemføre et obligatorisk syn af sprøjteudstyr er at reducere de miljø- og sundhedsmæssige risici, der er forbundet med at udbringe pesticider. At anvende en sprøjte, der ikke fungerer optimalt, kan f.eks. medføre, at der anvendes større mængder pesticider end nødvendigt.

Et nyt syn af sprøjter og sprøjteudstyr følger op på Grøn Vækst aftalen om et brugerfinansieret syn, hvor alle sprøjter skal gennemgå et syn og godkendes mindst hvert 5. år frem til 2020, hvorefter sprøjten skal til syn mindst hvert 3. år. Senest den 14. december 2016 skal sprøjteudstyret være synet mindst én gang. Efter denne dato må kun sprøjteudstyr, der er godkendt ved kontrol, være i professionel brug.

Med indførelsen af et nyt syn af sprøjter og sprøjteudstyr opfyldes ligeledes dele af rammedirektivet om bæredygtig anvendelse af pesticider.

Rullende synsvirksomheder
Efter rapportens anbefalinger kan syn af sprøjteudstyr laves af reparatørvirksomheder og tilsvarende ved at følge bestemte krav og efter konkret ansøgning. Derudover anbefales det, at der gives mulighed for, at man kan lave rullende synsvirksomheder. Dette også for at kunne syne fastmonterede sprøjter eksempelvis i væksthuse.

Hvilke sprøjter skal synes?
Rammedirektivet giver mulighed for at fritage visse grupper af sprøjteudstyr fra syn. Arbejdsgruppen anbefaler, at rygsprøjter samt håndholdte sprøjter med en tankvolumen på under 25,00 liter fritages.

Det foreslås, at der for hvert syn afregnes et vist gebyr, der skal dække omkostninger til kontrol og administration af ordningen, og at der derudover er fri prissætning på selve synsopgaven. Tidsforbruget på et syn varierer alt efter hvilken type sprøjte, der skal synes. Prisen bør derfor afspejle tidsforbruget.

Det anbefales, at det bliver den enkelte sprøjteejers ansvar at få synet sine sprøjter, og at der derfor ikke fra myndighedernes side bliver udsendt indkaldelser til syn.

Læs hele rapporten på Plantedirektoratets hjemmeside her

GartneriRådgivningen - Hvidkærvej 29 - DK-5250 Odense SV - Tlf: +45 87 40 50 00 - Fax: +45 65 92 69 17  - Email: