Log på Kontakt Forside
Årets Frugtavler er passioneret kirsebæravler og -vinproducent 

Går egne veje
I sin begrundelse for valget som Årets Erhvervsfrugtavler sagde bestyrelsesmedlem, Jan Jager:
- Du ser muligheder i stedet for begrænsninger. Man kan godt sige, at du går dine egne veje og i stedet for at rydde arealer med kirsebær, planter du nye træer på tidspunkter, hvor andre ikke tør. Du har også kastet dig ud i store investeringer i teknologi, og du har tilegnet dig en masse viden om produktion af kirsebærvin, sagde Jan Jager og påpegede, at Harald Krabbe på fornemste vis er i gang med at udvikle erhvervet og dets produkter.

44 hektar kirsebær
Godset Frederiksdal på Lollands vestligste spids er rammen om Harald Krabbes daglige virke. Harald Krabbe overtog godset i 2000, og har siden 2006 brugt en stor del af sin energi og hele sit hjerte på dyrkning af kirsebær og fremstilling af ”verdens bedste kirsebærvin”. Godset har i alt 44 hektar med surkirsebær, overvejende Stevnsbær. De fleste bær forarbejdes til saft.

Sammen med kok og journalist
Harald Krabbe var glad for og stolt over prisen, men ville i al beskedenhed ikke have hele æren selv:
- Vi er tre om produktionen af kirsebærvin. De to andre er kokken Jan Friis Mikkelsen og journalisten Morten Brink Iwersen. Det var helt tilfældigt, at vi kom i gang, sagde en smilende Harald Krabbe, da han takkede for prisen. - Jeg blev nærmest forført af de to drenge, der vidste en hel masse om vin. Nu er det faktisk rigtig sjovt, selv om vi har lang vej igen. Derfor er det dejligt med dette skulderklap. Det er med til, at vi også er friske på at tage næste skridt, sagde Harald Krabbe, der er med i bestyrelsen for Danske Bær A.m.b.a.

Vineri i kostalden
Vintrioen indrettede i 2009 et vineri i godsets tidligere kostald på 1.200 kvadratmeter. Frederiksdal laver fire forskellige kirsebærvine: Husets kirsebærvin direkte fra ståltanken, Reserva ligger 12 måneder på egetræsfade, og Solera, der blandes af flere årgange og lagres længe. Endelig er der Rancio, der hældes på åbne glasballoner, som stilles under åben himmel i et år.

Godsejer Harald Krabbe fik prisen som Årets Erhvervsfrugtavler ved Brancheudvalgets årsmøde.
Med æren følger en buket blomster og 5.000 kroner.
















GartneriRådgivningen - Hvidkærvej 29 - DK-5250 Odense SV - Tlf: +45 87 40 50 00 - Fax: +45 65 92 69 17  - Email: