GUDP: Forretningsorienteret nytænkning skal øge bæredygtighed i fødevareerhvervet
Bestyrelsen for Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) indkalder ansøgninger om tilskud til projekter, der udvikler og/eller demonstrerer forretningsorienteret nytænkning i det danske fødevareerhverv gennem dynamisk samspil mellem bæredygtighed, effektivitet og værdiløft.
Indkaldelsen er et resultat af bestyrelsens strategiarbejde, hvor målet er at skabe grøn vækst gennem et dynamisk samspil mellem bæredygtighed, effektivitet og værdiløft. Alle 3 dele er vigtige elementer i projekter, for at opnå størst relevans for GUDP.
GUDP = Bæredygtighed + Effektivitet + Værdiløft
Hvad kan der søges tilskud til (år 2012):
Udviklings- og demonstrationsprojekter er projekter, hvor én eller flere deltagere gennemfører en række indbyrdes afhængige og understøttende aktiviteter som f.eks.
- udvikling, herunder udvikling af prototyper
- anvendelsesorienteret forskning, når den er et nødvendigt middel til at opnå udviklingsdemonstrationsmål
- demonstrationsaktiviteter, der har til formål at sprede viden om anvendelsen af forsknings- og/eller udviklingsaktiviteter
Der kan søges om tilskud til udviklings- og demonstrationsprojekter med en varighed på op til 4 år og med et samlet tilskud på 0,25-15 mio. kr.
Netværksprojekter
Netværksprojekter er projekter, der i udgangspunktet sigter efter at kortlægge barrierer og de erhvervsmæssige perspektiver og potentialer for udvikling på et afgrænset område inden for de udfordringer, fødevareerhvervene står overfor.
Der kan søges om tilskud til etablering af netværk med en varighed på 1-2 år og et samlet tilskud på mellem 250.000 kr. og maksimalt 2 mio. kr.
Indsatser indenfor økologisk sortsudvikling og sortsafprøvning
Ministeriet har reserveret 5 mio. kr. i 2012 under GUDP-ordningen til en særlig indsats indenfor økologisk sortsudvikling og sortsafprøvning. Der kan søges om tilskud til projekter til denne særlige indsats i denne ansøgningsrunde.
Aktiviteter, der ikke ydes tilskud til:
GUDP giver i denne ansøgningsrunde ikke tilskud til følgende aktiviteter:
- virksomhedsspecifik procesoptimering (f.eks. LEAN)
- opbygning af innovationskompetencer, herunder uddannelsesaktiviteter
- virksomhedsspecifik markedsføring og testmarkedsføring
- kollektive generiske kampagner
Rene forskningsprojekter henvises til at søge andre relevante tilskudsordninger.
Hvem kan søge:
GUDP kan søges af virksomhedsregistrerede personer, virksomheder, brancheorganisationer,
foreninger, selvejende institutioner og offentlige forskningsinstitutioner, som er registreret i det
Centrale Virksomheds Register (CVR).
Ansøgningsfrist:
Næste ansøgningsfrist er den 15. februar 2012 kl. 12.
I denne runde uddeles ca. 100 mio. kr., hvoraf 5 mio.kr. er øremærket til initiativer til økologisk sortsudvikling og sortsafprøvning
Indkaldelsen dækker både ansøgninger til udviklings- og demonstrationsprojekter samt netværk. Den enkelte ansøgning kan opnå et samlet tilskud på 0,25-2,0 mio. kr. (små projekter og netværk), for større projekter et samlet tilskud på 2-15 mio.kr (store projekter).
Ansøgningsmaterialet ligger på GUDPs hjemmeside: www.gudp.dk
Næste ansøgningsmulighed bliver i september 2012
Publiceringsdato: 03-01-2012
GartneriRådgivningen - Hvidkærvej 29 - DK-5250 Odense SV - Tlf: +45 87 40 50 00 - Fax: +45 65 92 69 17 - Email: