Dyrkningsmedier og holdbarhed
Udvikling af dyrkningsmedier der øger
holdbarheden af prydplanter
Når en færdigproduceret potteplante forlader gartneriet, skal den først transporteres og derefter opbevares i salgsleddet, inden forbrugeren køber den. Denne fase kan være kritisk med hensyn til vand, ilt og næring, idet betingelserne sjældent er optimale for planten. Under transporten tilføres ikke vand og næring og i detailleddet er forsyningen afhængig af det enkelte salgsleds muligheder og viden. Endelig er betingelserne for planten hos forbrugeren meget variable. Overvanding af planterne kan medføre, at iltforholdene forringes betydeligt. Derfor bør strukturen også sikre et passende iltindhold. Dyrkningsmediets egenskaber er således vigtige for at sikre holdbarheden af planterne. Projektet vil fokusere på at udvikle nuværende dyrkningsmediers strukturstabilitet og fysiske sammensætning ved tilsætning af udvalgte produkter, således at vand- og iltindhold optimeres og plantens holdbarhed dermed øges. I projektet arbejdes med iblanding af produkter baseret på kokosfibre, forskellige lerprodukter og tilsætning af spredemiddel.
Karakterisering af dyrkningsmedierne er vigtig for at få en bedre forståelse af, hvordan disse bliver påvirket af de forskellige tilsætninger. Strukturen i et dyrkningsmedium kan beskrives ved flere parametre, der har betydning for mediets evne til at transportere, opbevare og frigive ilt og vand. Porestørrelse, poregeometri og porekontinuitet er blandt de vigtigste faktorer. En mere præcis viden om, hvordan mediet egentlig ser ud i potterne, vil øge forståelsen af, hvad der sker, når partikler af en bestemt størrelse iblandes. En visuel bestemmelse af partiklernes fordeling i forhold til hinanden og hvordan dette påvirker rodfordelingen, ville derfor være en ny metode til at bestemme strukturen af et medium. For at karakterisere dyrkningsmedierne vil følgende derfor blive undersøgt; partikelstørrelsesfordeling, vandretention, iltindhold og porestørrelsesfordeling. Ud fra karakteristikken af dyrkningsmedierne bliver udvalgte medier brugt til dyrkningsforsøg og efterfølgende holdbarhedstests. Her vil relevante plantekvalitetsparametre blive målt.
I den første del af projektet er 8 forskellige dyrkningsmedier blevet karakteriseret. Partikelstørrelsesfordelingen i forskellige lag i en potte er blevet undersøgt efter forskellige vandingsstrategier. Halvdelen af gentagelserne af de otte behandlinger blev vandet ovenfra med brus, mens de resterende potter blev vandet nedefra ved ebbe/flod vanding. Potterne blev vandet efter behov i 8 uger, hvorefter partikelstørrelsesfordelingen blev bestemt ved scanning og billedbehandling i 3 lag i potterne; øverst, nederst og i midten. Der var ingen signifikant forskel på partikelstørrelsesfordelingen efter vanding henholdsvis fra oven og fra neden bestemt som antal partikler i hvert størrelsesinterval. De første resultater tyder således ikke på en stor bevægelse eller nedbrydning af partiklerne i løbet af 8 uger og heller ingen effekt af forskellige vandingsstrategier.
Vandretentionen for de 8 medier blev også bestemt. Behandlingerne med kokosfibre tilsat havde en lavere vandholdende evne end de øvrige medier. De øvrige medier havde ikke en signifikant forskellig vandholdende evne, trods meget store forskelle i tilsætningerne til de forskellige medier. Disse tests viser dog kun noget om den vandholdende evne under afdræning, og ikke hvorledes medierne er at genopvande. Dette vil blive undersøgt i de fremtidige eksperimenter.
Chrysanthemum blev dyrket i de 8 medier samtidig med vandingsforsøget som en screening for at bestemme, om dyrkningsmedierne var brugbare. Planterne fra behandlingerne med kokos var en smule lavere og tyndere end de øvrige planter. Til gengæld havde disse planter et fint rodnet. Kontrolbehandlingen havde et mindre veludviklet rodnet end de øvrige behandlinger. På trods af små målbare forskelle i mediernes struktur var der altså tydelige forskelle i plantekvaliteten. Vi forventer, at fremtidige forsøg i projektet vil kunne forklare mekanismerne bag dette.
Vi er ved at udvikle en metode til bestemmelse af porefordelingen i en potte. Hele potter er blevet støbt ind i paraffin, hvorefter tynde snit kan laves og porefordeling og partikelgeometri forventes at kunne blive bestemt vha. mikroskopi og billedanalyse. De allerførste snit er blevet lavet, men der kræves stadig en del metodeudvikling for at få gode og repræsentative snit, der kan analyseres på. Dette arbejde er ikke tidligere lavet på hele dyrkningsmedier og det forventes at give nye og interessante resultater, der vil bidrage til forståelsen af dyrkningsmediernes betydning for plantekvalitet og holdbarhed.
Relaterede artikler
GartneriRådgivningen - Hvidkærvej 29 - DK-5250 Odense SV - Tlf: +45 87 40 50 00 - Fax: +45 65 92 69 17 - Email: