Ikke kemisk vækstregulering

Vækstregulering - ikke kemisk

Ikke kemisk

regulering

af planternes

vækst

Principielt vil alle begrænsninger i plantevækstfaktorerne være vækstregulerende i større eller mindre grad. De mest anvendelige i forhold til plantehøjde er: Begrænset vanding, begrænset gødning (specielt fosfor), eller sænket temperatur.
Begrænset vanding praktiseres ved udtørring i form af jævnt tør kultur eller cyklisk tørke. Ikke kemiske vækstreguleringsmetoder giver en bedre holdbarhed end tilsvarende planter med kemisk vækstregulering.
Berøring og rystelser vil også gøre planter lavere. Der er dog ingen kommercielle anlæg til-gængelige, så derfor er dette ikke udbredt. Nogle planter bliver dog skadede af for kraftig be-røring, så metoden skal testes inden ibrugtagning.

Tørkestress og plantevækst

Tørkestress bliver i flere plantearter, som f.eks. Cyclamen, Capsicium og Solanum brugt til at reducere strækningsvæksten. Uden tørkestress ville disse kulturer bliver lange og løse, og dermed usælgelige. Det er dog også muligt at producere kvalitetsplanter med tørkestress, når det drejer sig om kulturer, der normalt ikke udsættes for tørke. Tørkestress har været afprøvet i kulturer som blandt andet Campanula, Fuchsia, potteroser, Hibiscus, Dianthus og Osteospermum, og i alle kulturer har tørkestress virket vækstregulerende, og det har været muligt at producere kvalitetsplanter med mindre forbrug af kemisk vækstregulering.

I Hibiscus kan en kraftig cyclisk tørkestress reducere forbruget af CCC med 83% sammenlignet med standard behandling med CCC. Under den cycliske tørke blev planterne tørret ud ind til de hang, hvorefter de blevet vandet fuldt op. I Osteospermum bevirker tørkestress, at strækningsvæksten reduceres, og der kan spares på mængden af CCC. Med tørkestress kunne plantehøjden reduceres med 31% i forhold til ubehandlet. Ved at kombinere tørkestress og CCC-behandling blev planterne meget kompakte, og man kunne reducere forbruget af CCC med 50%.
I forhold til planter dyrket under normale betingelser, bliver planter dyrket ved tørkestress tyndere og mere spinkle i opbygningen. Stænglerne bliver tyndere, bladene mindre og der vil ofte være lidt færre blomsterknopper.

Tørkestress og holdbarhed

Mange plantearter vil have en bedre holdbarhed , hvis de har været udsat for stress under produktionen, idet det hærder dem. I Cyclamen er tørkestress altafgørende for om planterne har en god holdbarhed. Cyclamen der har fået for meget vand er bløde løse planter, der har en forringet holdbarhed under stueforhold. Ofte bliver bladene gule, og der udvikles kun få blomster.
I potteroser har tørkestress også en positiv indflydelse på holdbarheden. I forhold til normalt vandede planter, holder potteroser dyrket ved tørkestress væsentligt længere under holdbarhedsafprøvning. Potteroser dyrket ved reduceret vandtilførsel vil også bedre kunne komme sig efter en tørkeperiode hos grossisten eller forbrugeren. Planter dyrket under tørkestress er tilvænnet stress, og vil være i stand til gradvist at lukke ned for livsprocesserne og komme sig helt efter en visning. Endvidere havde potteroser dyrket under tørkestress færre gråskimmelangreb.

Ikke alle plantearter kan få en bedre holdbarhed, hvis de udsættes for tørkestress under produktionen. I Hibiscus, hvor tørkestress kan reducere plantehøjden, giver tørkestress ikke en bedre holdbarhed. Holdbarheden var på niveau med planter, var vækstreguleret udelukkende med CCC.

Lav fosfor tilførsel

Når fosfor mængden i gødningen reduceres, kan en moderat fosformangel gøre planterne kompakte. Forsøg udført herhjemme og i udlandet har vist, at man ved brug af lav P-metoden, kan reducere planternes strækningsvækst og bruge lav P som et led i vækstreguleringen.
Flere og flere forsøgsresultater peger også på, at vi giver for meget fosfor til vores prydplanter, og at tilførsel af meget små men stabile mængder fosfor er gavnlig for holdbarheden. Forsøg med potteroser, Margeritter, Pentas og Hibiscus har vist, at dyrkning ved en lav fosfortilførsel kan forbedre holdbarheden væsentligt.
Reduceret tilførsel af fosfor gav i potteroser væsentlig længere holdbarhed af den enkelte blomst, og hermed færre visne blomster og knopper. Det skal bemærkes, at i alle planterarter havde lav P planterne færre knopper og blomster, end planterne gødet med standard fosfor.
I Hibiscus var holdbarheden markant bedre, efter planterne blev dyrket ved reduceret P, end efter en dyrkning, hvor der blev anvendt kemisk vækstregulering eller tørke stress. Planterne dyrket ved lav P fik lav færre visne knopper end standard gødet planter vækstreguleret med CCC eller tørke.
Årsagen til den bedre holdbarhed ved en lav fosfor tilførsel er dels at forholdet mellem rod og top ændre sig, idet roden bliver kraftigere. Endvidere tyder det på, at en lav tilførsel af fosfor fremmer ophobningen af stivelse i planten, der får bedre ressourcer til at klare dårligere tider med lav indstråling.

Lav P metoden

Ved lav lav P-metoden erstattes P-gødningen i voksemediet med bufferen Compalox, der er ladet med P. Compalox frigiver P, så der hele tiden er en lavt men stabilt niveau af P i jordvæsken. For at opnå dette lave niveau skal gødningsopløsningen være uden P.

Sådan gør du i praksis

Hvis du søger alternative metoder til vækstregulering eller ønsker at forbedre holdbarheden, er det oplagt at afprøve lav P.
For at opnå den ønskede effekt skal jordblandingen være uden fosforgødning, men tilsat Compalox-P, der langsomt frigiver små mængder fosfor til jord og jordvæske. Jordblandingen med Compalox-P bestilles hos din leverandør af spagnum. Gødningsplanen skal som udgangspunkt være helt uden fosfor. Der vil dog være kulturer, hvor det er en fordel at give lidt fosfor i opstartsfasen.

Reduceret P skal altid afprøves på et mindre areal og på flere årstider, inden metoden tages i brug i større skala. Afprøvningen bør afsluttes med en holdbarhedsafprøvning.

GartneriRådgivningen - Hvidkærvej 29 - DK-5250 Odense SV - Tlf: +45 87 40 50 00 - Fax: +45 65 92 69 17 - Email: