Fastsættelse og anvendelse af det ny bundfradrag i CO2-afgifterne
Et positivt resultat heraf er, at skatteministeren nu har fremsat to ændringsforslag til CO2-afgiftslovgivningen, der vil indebære:
1) at bundfradraget vil kunne modregnes, ikke alene i CO2-afgifterne på brændsler til procesvarme og i elforbruget, men nu også i de ny CO2-afgifter på brændsler til elproduktion.
2) at der åbnes op for en skønsmæssig fastsættelse af bundfradragets størrelse i de situationer, hvor der, som følge af eksempelvis overtagelse efter konkurs eller udlejning i de historiske basisperioder (gennemsnittet af 2003 – 2007 eller 2007 alene), ikke kan fremskaffes dokumentation for bundfradragets beregning i nogen af de to basisperioder. Den skønsmæssige fastsættelse vil skulle anmeldes til og godkendes af SKAT, før gartneriet kan udnytte bundfradraget.
Begge ændringsforslag vil få virkning med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2010. Dansk Gartneri er tilfreds med disse ændringer, men må samtidig konstatere, at det (foreløbig) ikke er lykkedes at forbedre situationen for de gartnerier, der ikke længere er i besiddelse af afgiftsregnskab for 2003 og/eller 2004, og som hermed alene vil kunne bruge 2007 som basis for beregning af bundfradraget. Alene fordi dette kalenderår var et usædvanligt varmt år, vil anvendelsen af 2007, for langt de fleste virksomheder, indebære et forholdsvist lavt bundfradrag.
Dansk Gartneri har her arbejdet for, at der alternativt åbnes mulighed for at bruge gennemsnittet af 2005 – 2007 som historisk basisperiode, men er endnu ikke blevet i mødekommet her. Dansk Gartneri afholder nyt møde med Skatteministeriet herom fredag den 23. april.
Dansk Gartneri har ligeledes søgt at opnå en generel accept fra SKAT af at bruge data fra brancheenergiaftalen med Energistyrelsen som dokumentation for beregning af bundfradrag, således at alle energiaftale-gartnerier var sikret at kunne bruge perioden 2003 – 2007. Det har ikke været muligt at opnå denne generelle accept. Såfremt SKAT efterfølgende foretager kontrol af bundfradragets beregning, vil man i stedet i hvert enkelt tilfælde vurdere, om brancheenergidata udgør tilstrækkelig pålidelig dokumentation. Det er derfor vigtigt, at hvert enkelt gartneri gemmer al mulig dokumentation i form af såvel afgiftsregnskaber med SKAT som energiforbrugsdata o.l. fra årene i basisperioden 2003 – 2007.
Kilde; Dansk Gartneri
GartneriRådgivningen - Hvidkærvej 29 - DK-5250 Odense SV - Tlf: +45 87 40 50 00 - Fax: +45 65 92 69 17 - Email: