På lune lokaliteter med gode læforhold vil æglægningen kunne starte en til tre dage tidligere. Du kan følge prognosen for kålfluens æglægning på Planteinfo.
Kontrol af æglægning
Kålflueæggene findes tæt ved planternes rodhals, normalt lige i jordoverfladen. Under tørre og varme forhold kan æggene ligge ned til en halv centimeters dybde. I større hoveddannende planter bør der også kontrolleres for æg i bladhjørnerne.
Forebyggelse af angreb
Hvis ikke de sidste hold kål er etableret ud fra Mundial (fibronil), Tracer (spinosad) og eller Gigant (chlorpyrifos) coatede frø, anbefales det ved udplantning af kål i de næste uger at dække småplanterne med fiberdug eller insektnet.
Bekæmpelse af angreb
Hvidløgsproduktet ECOguard er godkendt i to formuleringer
• ECOguard granulat, som er godkendt til bekæmpelse af kålfluer i broccoli, blomkål og hovedkål. Anvendes i en dosering på 12-16 kg pr. ha og placeres på jordoverfladen eller lige under, så tæt på planten som muligt. Det kan være aktuelt med flere behandlinger.
• ECOguard flydende, som er godkendt til bekæmpelse af kålfluer i broccoli og blomkål. Den flydende formulering anvendes til udvanding på udplantningsplanter i en 4 pct. opløsning. Der udvandes med 3,2 ml pr. plante, svarende til 2 l pr. m2 med planter i 4x4 cm potter. Der bør kun behandles én gang. En eventuel opfølgende behandling kan ske med granulat. Der er ingen behandlingsfrist.
Virkningen af ECOguard kan være meget svingende og usikker, og selv under gode betingelser, kan der højst forventes 50-60 pct. s virkning. Produkterne er godkendt til økologisk dyrkning.
Dansk I.P.
Avlere, som producerer kål efter regelsættet Dansk I.P., kan anvende ECOguard og er ellers henvist til at dække kålene med fiberdug eller insektnet.
Økologiske kål
For økologiske avlere er det nu tid at dække kålene med fiberdug eller insektnet.
Yderligere informationer og rådgivning om den lille kålflue kan fås hos GartneriRådgivningens konsulenter
Kilde; Landbrugsinfo